Nyhedsbrev Februar 2012Sidste år blev februars indlæg indledt med et vers fra ”Det er hvidt herude” og en beskrivelse af en tur i en sneklædt skov. I år er det grøn vinter – indtil videre – eller gul vinter, som de annoncerede i radioen, gul=solskin - måske lidt i spøg, det er vel nærmere grå vinter. Mildt er det og ganske dejligt og forårsagtigt at færdes i, selvom mange måske savner lyset og de smukke landskaber fra i fjor.
I februar slår vi katten af tønden. Det er atter i år Støtteforeningen, som står for det, og det er d. 20.2.
Se opslag.
D. 5.2. er det Diakoniens dag og diakoniudvalget inviterer på Chilli con Carne til alle. Det er middagen denne dag i caféen, og den er gratis.
Se i øvrigt opslagstavlen i caféen, hvor der hænger en kalender for hele 2012. Dér kan man se alle kendte arrangementer for året, f.eks. hvornår KFUM-koppen løber af stabelen, ja, sågar hvornår vi holder høstfest.
(der tages forbehold for ændringer)
Café Parasollen har en trofast skare af frivillige, og mange gæster giver også gerne en hånd med i dagligdagen. Det er herligt at opleve og én af grundstenene i caféens liv.
Det kræver mange hænder at drive caféen og få dækket alle funktioner, og vi kunne godt bruge nogle flere.
Hvis du har lyst til at give et par af dine timer til gavn for Parasollen eller kender nogle, som har, hører vi rigtig gerne fra dig. Vi holder åbent hus én gang om måneden 11. januar, 8. februar, 14. marts og 4. april alle dage kl 14-15, hvor man kan opleve Café Parasollen og blive klogere på, hvad det indebærer at være frivillig. Man kan også blot ringe på 86117703 og få en snak eller en aftale om et møde.
Dagen er tiltaget med adskillige minutter, og vi hilser den sidste vintermåned velkommen.
Merete
Fra bestyrelsen
Kære Parasollen
Hver eneste dag erfarer vi fra aviser radio og tv, om nye uroligheder et eller sted på jorden, om sammenbrudte konferenser, ufred mellem folkeslag og enkelte mennesker, svigtende aftaler – og meget andet negativt.
Man kan ikke andet end gøre sig nogle tanker om, hvorfor det dog forholder sig således. For det burde vel være en kendsgerning, at intet menneske ønsker ufred, intet menneske kan for alvor ønske krig.
Hvorfor er der så den megen ufred i verden i dag? Årsagen kan være, at tilliden mangler. Der kan med andre ord spores en udpræget mistillid mellem menneskene - og så forholder det sig alligevel således, at det, der er med til at gøre livet rigt og dejligt, er dette, om vi tør have tillid til hinanden.
Mistillid opstår overalt, hvor man mener at se egoistiske bevæggrunde i den menneskelige adfærd, og det er næsten en regel, at mistilliden straks stikker sit væmmelige hoved frem – ofte uden grund. Hvad vi fortæller om os selv står for egen regning, men hvad vi fortæller om andre må mane til forsigtighed.
Lad os altid have tillid til hinanden, her i vores Parasollen.
Kærlig hilsen Hillebert
